En vinkælder uden slot? Ja da, grav den ned i haven. Det har Kenneth Wagner gjort, og han smiler hele vejen ud efter hver flaske.
»Jeg troede ikke, at man kunne blive så glad for en ting,« siger Kenneth Wagner, der sidder i sit køkken og fortæller om sin vinkælder. Et ansigt i konstant glade folder, men hvor øjnene lyser lige en anelse ekstra op, når han fortæller:
»Jeg sov ikke, natten før den kom. Ligesom et barn før juleaften. Jeg kunne simpelthen ikke sove natten før, de skulle komme med den der enorme kran,« fortæller han.
»Den var også stor,« lyder det tørt fra hans kone Marianne, der laver wokmad, duftende af ingefær over et blus i det lune køkken. Plankegulve, Bestlite-lamper, Arne Jacobsen-stole. Lige udenfor køkkenvinduerne, når man står foran porcelænsvasken og kigger ud, kan man se den.
Indgangen til vinkælderen. Kenneth Wagners vinkælder.
Vinkælderen er af den slags, Thomas Rask fra Rask Vin, i samarbejde med entreprenøren Jan Slott, installerer hos vinglade danskere, der har så store vinsamlinger, at pladsen under sengen ikke længere er nok. Eller hos vinentusiaster, hvis samlinger er så dyre, at de kræver særlig opmærksomhed og ikke kan være i et vinkøleskab. Så hvad gør man, når man ikke har et slot? Eller en kælder med plads til vinflasker? Man køber en færdigbygget vinkælder og graver den ned i haven.
Vinkælderen er en betonskal, der nærmest ligner en buttet grå ubåd, når den sænkes ned i det, Marianne Wagner kalder »et kæmpe hul, det var væmmeligt at gå på kanten af det.« Vinkælderen lægges i jorden, dækkes med fugtbeskyttelse og overdækkes med jord. På den måde vil der altid være omkring seks grader i vinkælderen, samme temperatur som i jorden. Køligt året rundt uden de temperaturudsving, som vin jo ikke bryder sig om. Og mørk med mindre Kenneth Wagner kommer ned og tænder lyset.
Han glæder sig, mens han går hen over græsset og ned af granittrappen.
»Det er jo en drengedrøm. Det er det. Ren drengerøv,« siger han:
»Nogle finder det vanvittigt at bruge så forholdsvis mange penge på en vinkælder, men hvis jeg havde købt en sportsvogn eller en veteranbil – jeg arbejder i autobranchen – ville ingen have sagt noget,« fortæller han.
»Jeg hørte om vinkælderen gennem nogle vinvenner og gik og tænkte på, at sådan en ville jeg gerne have. Jeg blev virkelig lun på ideen. Marianne syntes, det var okay, at jeg købte en vinkælder, selv om jeg jo nærmest ikke kan købe en brødrister uden at det er den forkerte,« siger han.
»Det er jo din ting,« siger hun og smiler.
»Ja, den er kun til vin, ikke til blomsterknolde og kartofler,« siger han.
»Arh, måske lidt syltetøj kunne der godt komme derned,« siger hun, og han nikker.
En lille hylde måske, til syltetøj og lidt øl, men ingen georgineknolde, kælderen er til vin. Indkøbt, udvalgt og placeret af Kenneth Wagner, for det er ham, der går op i vin. Han har drukket, smagt og interesseret sig for vin i 15 år og samlet sådan mere seriøst i seks-otte år.
»Før vi fik kælderen havde flaskerne stående i et rum i en af de andre bygninger med en varmekilde, så de ikke frøs om vinteren, men om sommeren var det for varmt. Det har vinen jo ikke godt af, den kan ikke lide temperaturskift, og den udvikler sig for hurtigt,« siger han.
Kenneth WAgners vin udvikler sig ikke for hurtigt i kælderen, som man kommer ned til af en granittrappe, der elegant og insisterende svinger sig ned i jorden. Over vinkælderen ligger jorden i en blød bue, stadig nøgen og brun, men til sommer kommer der græs over.
Går man helt ned ad trappen og tager fat i trædøren, står man i det otte kvadratmeter store rum. Loftet er let hvælvet, væggene malet gule. En stor vintønde står, nærmest som et bord, ved den ene væg med et stort bloklys ovenpå. En bronzefigur med en vinklase i hænderne står på en hylde. Nogle glas hænger parat til brug. Et termometer på væggen. Et kort over Italiens vindistrikter på indersiden af døren. På blødslebne reoler ligger flaskerne skulder ved skulder. Der er plads til 1.024 af dem, men ikke helt fyldt op.
Kenneth Wagner bar 668 flasker derned, da han lagde vinen på plads for 14 dage siden.
»Det var fantastisk. Jeg er meget glad for den,« siger han igen.
Så selvfølgelig skulle kælderen indvies, og det blev den ved en spontan nabofest, hvor der var otte naboer på besøg til snacks og vin. »Det var lidt koldt, men vi var her da fra 20 til 23,« siger han. »Så mon ikke der er omkring 660 flasker nu?« gætter han.
Nogle skal ligge længe, andre skal drikkes snart. Og en stor portion er bestemt til en særlig lejlighed:
»De der,« siger Kenneth Wagner og peger på et område i reolen, hvor flaske efter flaske er ens: »De er til mine drenges konfirmation. Drengene er otte år. Flaskerne har allerede ligget der et tre år,« siger han. »Det er Amarone, La Ragose,« siger han.
»I starten, da jeg samlede på vin, var det meget de kraftige italienske. Nu er de lettere. Vi drikker mere oversøisk til hverdag, og er i gang med de franske. Men fransk vin kræver lidt mere viden, synes jeg, for at kunne nyde det,« siger han.
Og nydes skal al vinen i kælderen, den er købt til det samme, ikke til at gemme for evigt:
»Jeg skal aldrig have en samling, bare for at samle. Noget af vinen er dyre vine, men det er alt sammen vin, der skal drikkes. Men nogle af flaskerne skal nok drikkes til en helt særlig lejlighed.«
fra berlingske.
