Plast mesteren


Det skal ikke være for nemt! Det kunne være Christian Flindts mantra, for som designer gik han ikke den lige vej, og først nu, ca. seks år efter, at han blev færdig på arkitektskolen, har han fået fast grund under fødderne. I denne uge var han det helt store navn på Stockholm Furniture Fair, Skandinaviens førende møbelmesse, hvor Paustian præsenterede hans Ripple-stol og Louis Poulsen hans ny lampeserie, Flindt.

Men faktisk var det i sidste øjeblik, han fandt ud af, at han ville være møbelarkitekt. De første fire år studerede han arkitektur og byplanlægning på skolen i Århus. Ind imellem var han et år i Melbourne, hvor han arbejdede på en stor tegnestue, og siden tog han til London, hvor han lærte mere om computerdesign i relation til byplanlægning.

Da Christian Flindt omsider vendte tilbage til Århus og skulle i gang med sit afgangsprojekt i byplanlægning, følte han imidlertid, at der var gået for meget programmering i hans ellers kreative liv. Han valgte derfor i 11. time at skifte spor og tage afgang fra møbellinjen, og derfor blev der kun et halvt år til at designe og færdiggøre eksamensopgaven.

»Det gav mig en frihed, men også masser af arbejde at tage springet i sidste øjeblik,« fortæller Christian Flindt. »Jeg var jo ikke blevet skolet i de korrekte vinkler og grader, men på den anden side havde jeg jo heller ikke fået trukket den klassiske danske møbeltradition ned over hovedet. Nu skulle jeg så i gang med at få løst nogle af de mange praktiske opgaver, som man normalt gør i løbet af de fire studieår. Alt det skulle jeg igennem på et halvt år.«

Måske derfor blev hans eksamensprojekt ikke kun ét, men flere møbler, nemlig en serie meget skulpturelle natklubsmøbler i rødt og hvidt glasfiber. »Slagterbar« kaldte han projektet, og navnet refererer til stolenes ramme omkring kroppen, den ergonomiske form og det mere »kødelige liv«, som foregår på natklubber. Møblerne vakte stor opsigt og indbragte ham Danmarks Nationalbanks Jubilæumslegat. Designet og materialet er siden blevet videreudviklet og nu fuldendt i Ripple-stolen.

»Jeg lærte utroligt meget i løbet af det halve år og fik i øvrigt kontakt med fire-fem plastfirmaer, som støttede og hjalp mig med de fysiske rammer til mit projekt. Plast er jo et spændende materiale, og der kommer hele tiden nye typer, som kan mere end det forrige,« siger Christian Flindt.

Selv om han stod med eksamensbeviset i hånden, var læretiden dog langtfra overstået. Nu begyndte udviklingsprocessen for alvor. Den ny viden om bl.a. glasfiber og plast havde for alvor sat gang i kreativiteten. Nye designs blev først modelleret i mock-up-udgaver, så han kunne finjustere de ergonomiske linjer. Han fik bl.a. mulighed for at arbejde på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk og her knoklede han til langt ud på aftenen, mens støvet fra glasfibrene stod omkring ørerne på ham.

»Jeg har da også været ved at smide flere projekter væk, fordi arbejdet var for hårdt både fysisk og psykisk,« siger Christian.

Men heldigvis blev hans arbejde hurtigt anerkendt. I 2004 blev han inviteret til at deltage i SE’s (Snedkernes Efterårsudstilling) special-event, »Møblernes Haute Couture«. Året efter fik han Bo Bedres designpris, og senere samme år blev han udvalgt til at deltage på Kunstmuseets Trapholts udstilling »Plastic Fantastic« om dansk design i plast. Hans prototyper har også været vist på internationale udstillinger i Japan, Italien og Tyskland og været omtalt i førende designmagasiner.

»I dag mestrer jeg teknikken meget bedre end dengang, men det hænder stadig, at jeg laver stadig en mock-up i ler og lader mine venner og bekendte prøvesidde den for at finde den helt rigtige form. Jeg har også mødt stor venlighed rundt omkring på de værksteder, det har betydet utroligt meget, så jeg har kunnet lave de ting jeg har gjort,« fortæller Christian Flindt.

Den mere kontante belønning er også på vej. I dag samarbejde han med store firmaer i branchen som Paustian og Louis Poulsen. Hos sidstnævnte bliver hans lampedesign slet og ret kaldt Flindt efterfulgt af et nummer, ligesom det er tilfældet med de fleste PH-lamper.

Heller ikke hos Louis Poulsen valgte han den lette løsning. Den ny lampeserie er inspireret af de gamle flettede kurveskærme, men i stedet for pil har Christian Flindt brugt vinylsnore. Fletteteknikken skaber et tredimensionalt og transparent udtryk og forskellige mønstre afhængig af, hvorfra man ser lamperne.

Lige nu er Christian ved at lægge sidste hånd på en taburet – også i glasfiber – og sideløbende arbejde han med en keramikserie. At arbejde i ler kender han ud og ind fra sine mange mock-up-modeller, men som brugskunst vil det helt sikkert være hans kunstner-gen, der kommer til udfoldelse.