iPod Touch / iPhone Tip: Karolines Kogebog - 300 opskrifter gratis



Karolines Køkken startede som en serie husstands-omdelte hæfter i 70'erne, og har været inspirationskilden for mange familier siden da. Hæfterne kan i dag købes i en samlemappe ligesom opskrifterne kan findes på Arla's hjemmeside.

For ganske nylig har Arla så samlet en del af dem i et lille program til iPod Touch / iPhone kaldet "Kogebogen".

Programmet kan hentes gratis via iTunes App Store og indeholder 300 af opskrifterne fra Arla's online site. Man har primært valgt at satse på hovedretter, så det er let at vælge mad når man står ved køledisken på vej hjem fra arbejde, men der er også inspiration at hente til såvel forretter, desserter og bagværk.

Minitest
Vi har testet kogebogen. Den er let at hente og installerer sig selv præcis som alle andre iPhone / iPod Touch programmer. Retterne er inddelt i kategorier og det er muligt at søge efter såvel opskriftsnavne som ingredienser. Det går hurtigt og virker fint.

Når man kalder en opskrift frem vises et fint billede af det (mulige) resultat, så listes der lidt data om opskriftens type, velegnet årstid, forventet tilberedningstid samt energifordelingen i varen osv. Så kommer ingredienserne og til sidst selve opskriften.

Det er fint og overskueligt og en lækker funktion er at man kan sætte et bogmærke ved favorit-opskrifter. Eneste anke er at det hele generelt præges af stavefejl - faktisk er den første fejl at finde i første bogstav i første ord på hver eneste opskrift...lidt ærgeligt.

Alt i alt er det dog et fint lille program. Har man ikke en iPhone findes der også versioner til andre telefoner, ligesom man kan finde den komplette kogebog med mange flere opskrifter online.