Japanerne er gået i gang med at opføre en tro kopi af møbelarkitekten Finn Juhls eget hjem. Det siger vel noget om interessen for danskeren, der kendes som en af det 20. århundredes største møbelarkitekter. Med lad dem bare – vi har originalen! Både Finn Juhls hus og hans møbler står næsten, som da han døde i 1989, og nu kan vi snart allesammen komme indenfor og se det. Birgit Lyngby, barnebarn af Novos grundlægger, har købt det unikke arkitekthjem og skænket det til staten, og Ordrupgård Museet er trådt til som dem, der står for den daglige drift.
Et gesamtkunstwerk kaldte man det i »gamle dage«, når ydre og indre rammer var formgivet til at passe sammen, og det ord passer fint til Kratvænget 15 i Charlottenlund. I 1950 skrev Finn Juhl, at han mente, han ville have nået sit mål i denne verden, hvis han kunne fylde sit eget hus med lutter egne værker fra armaturer til sølvtøj, gardiner, porcelæn etc. Han nåede ikke helt til vejs ende, for design af porcelæn, sølvtøj og glas kom aldrig rigtig på fode. Til gengæld tegnede han nogle møbler til sig selv, der satte sig på tværs af de gængse begreber og skabte basis for Danish Modern – det danske designbegreb.
Da Finn Juhl som 21-årig (han er født 1912) fik sin egen lejlighed, tegnede han sine første møbler. De blev lavet hos en ung snedkermester, Niels Vodder, og her begyndte et formidabelt makkerskab, som varede i 20-25 år. Scenen for deres samarbejde var Snedkerlaugets Møbeludstillinger, som løb af stablen hvert år fra 1927 til 1966, og Juhl og Vodder deltog sammen på 22 udstillinger. To gange deltog Juhl sammen med snedkermester Ludvig Pontoppidan, og i alt tog han præmier hjem fra 16 af disse udstillinger.
Året efter han var flyttet hjemmefra, fik han job hos arkitekt Vilhelm Lauritzen og i de 11 år, han arbejdede her, var han nærmeste medarbejder på Radiohuset i Rosenørns Alle. Da det blev afleveret i 1945, sagde han op og åbnede egen tegnestue i Nyhavn.
Ind imellem gik Finn Juhl også på Arkitektskolen, men han fik ikke taget sin eksamen, fordi han havde for travlt. Siden sagde han om sig selv, at han var autodidakt, da han hverken var færdiguddannet arkitekt, snedker eller elev af Kaare Klint, som man helst skulle være for at være helt rigtig. Omvendt var han så heller ikke fastholdt i det klintske formsprog, og hans møbler fremhæves da også for deres skulpturelle formsprog i modsætning til Klints, hvis store bidrag til dansk møbeldesign var evnen til at forenkle overvejende klassiske, engelske møbeltyper.Alligevel tilhører de begge den funktionalistiske tidsalder, som rullede frem i slutningen af 1920erne, og som arkitektonisk kendes på f.eks. geometriske bygningsformer, asymmetri, flade tage, glatte murflader og en tydelig opdeling i funktionsbestemte led.
Karakteristikken passer som hånd i handske på det hus, Finn Juhl byggede til sig selv og sin første hustru, tandlæge Inge-Marie Skaarup i 1942.
Det er formet indefra og ud, og rummenes funktion og indbrydes beliggenhed er vigtigere end facadeudtrykket, men samtidig viser huset, at Finn Juhl har haft en sikker fornemmelse for, hvordan kontakten mellem uderum og inderum skulle virke.Huset består af to huskroppe, et kortere gavlhus og en længere længe, der er koblet sammen med en mellembygning, der er både vindfang og udgang til den vinløvsomkransede terrasse. Samtidig med husbyggeriet var arkitekten i fuld gang med at formgive møbler. Juhls hovedværker er skabt i 1940erne, og ifølge flere kulminerede hans talent med Høvdingestolen i 1949. Allerede ti år efter sin debut kom han også til at arbejde for møbelindustrien, bl.a. Bovirke og France & Søn, men nok så vigtig for berømmelsen var hans samarbejde med Baker Furniture Inc i Michigan og hans venskab med Edgar Kaufmann, direktør for designafdelingen på Museum of Modern Art i New York. Kaufmann har sin del af æren for, at Finn Juhl blandt samtidens danske møbelarkitekter var den, der fik det største internationale gennembrud.
Mesteren Juhl er også kendt for at at have indrettet Formynderskabsrådets sal i FN-bygningen i New York, for formgivning af Georg Jensens berømte butik i New York, for indreting af Bing & Grøndahls butik på Amagertorv, som udstillingsarkitekt for de store udstillinger i udlandet, der kastede spot på Danish Modern, for indretning af danske ambassader, indretning af SAS’ første DC-8 fly og deres »air-terminaler« osv.
Men ingen af disse »værker« eksisterer i dag. Som bygningsarkitekt fik Finn Juhl kun opført en håndfuld huse, og af dem er hans eget det eneste, der endnu står, som han havde tænkt det.
