Ritts boligprojekt vakler


Flertallet bag byggeri af boliger på idrætspladsen Kløvermarken i København kan smuldre efter byens teknikborgmester Klaus Bondam (R) har udtrykt sin tvivl om hele projektet.

Udsigten til en arkitektkonkurrence om, hvordan de planlagte boliger på idrætsanlægget Kløvermarken i København skal se ud, kan ende med at spænde ben for hele projektet.

Efter mere end et år med protester er Københavns teknikborgmester Klaus Bondam (R) blevet betænkelig ved planerne om at bygge 2.000 boliger på idrætsanlægget. Han erkender, at processen har været for lukket, og ønsker nu en arkitektkonkurrence om, hvordan boligerne skal bygges.

SF truer med at trække sig
Den udmelding undrer SF i København:

»Hvis projektet ikke kan føres ud i livet i sin nuværende for, kan vi ikke støtte projektet,« siger SF’s Lotte Thiim Bertelsen.

Hvis SF trækker deres støtte til projektet, vil der ikke længere et flertal for at bygge boliger på Kløvermarken.

Tankerne om at bygge boliger på Kløvermarken blev lanceret af overborgmester Ritt Bjerregaard (S) under valgkampen før kommunalvalget i 2005 og var en væsentlig del af løfterne om at bygge 5.000 boliger i København til 5.000 kr. om måneden.

Planer længe undervejs
Sidste år blev planerne godkendt af et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af Socialdemokraterne, de radikale og SF. Men først efter SF længe havde været i tvivl, og partiet endte med kun at stemme for projektet, fordi de fik en række krav opfyldt. Bl.a. at der skulle bygges 2.000 og ikke 3.000 boliger som oprindeligt planlagt, og at ingen boldbaner ville blive sløjfet.

»Og en randbebyggelse er den eneste måde, som kan sikre, at man ikke bygger flere boliger på Kløvermarken på et senere tidspunkt,« siger Lotte Thiim Bertelsen.